Nye momsregler for virtuel undervisning og online events 2025
- 2 minute read
- Regnskab & Økonomi
Fra 1. januar 2025 introduceres de nye momsregler for virtuel undervisning og virtuelle arrangementer. Nu skal udbydere af virtuelle livestreams og events til privatpersoner (B2C) nemlig afregne moms i de lande, hvor kunden befinder sig.
Hvem gælder de nye momsregler for?
For B2C-udbydere af ydelser til privatpersoner gælder reglerne om momsafregning i de forskellige lande, hvor kunderne befinder sig. Det vil sige, at man som udbyder er pligtig til at opkræve og afregne lokal moms i kundernes forskellige hjemlande.
For B2B-udbydere forholder det sig anderledes. Her vil B2B-salg af virtuel adgang til sådanne arrangementer og undervisning blive omfattet hovedreglen om reverse charge. Det betyder, at der skal udstedes fakturaer uden moms på salg til udenlandske kunder. Dette indberettes så som EU-salg uden moms, og man skal som udbyder registrere og validere kundens momsnummer.
Moms One Stop Shop som løsning
Reelt set er der to måder at leve op til de nye momsregler på:
- Du kan momsregistrere din virksomhed i hvert land, hvor du har kunder.
- Du kan registrere dig til One Stop Shop momsordningen.
One Stop Shop for moms er kort sagt en slags tillæg til den almindelige momsordning i det land, du primært betaler moms i. I Danmark er det via Skattestyrelsen.
Med moms One Stop Shop laver du én samlet indberetning, håndterer én betaling, indberetter på ét sprog, og indberetter ét sted.

Bliv klar til de nye momsregler
Det er vigtigt, at dine ordre- og faktureringssystemer er klar til de nye regler. Sørg derfor for, at dine systemer kan følgende:
- Registrere hvor dine kunder befinder sig og have dokumentation herfor
- Jonglere de forskellige momssatser i EU-landene
- Lave fakturaer, der overholder reglerne hvor hvert land
- Have styr på momsnumre på kunder





