Kapitaltab i Danske Selskaber

Kapitaltab bruges om situationer, hvor et selskabs egenkapital udgør mindre end halvdelen af selskabskapitalen. Når dette er tilfældet, skal ledelsen i selskabet sikre, at der afholdes en generalforsamling senest 6 måneder efter det øjeblik, hvor kapitaltabet kan konstateres – ikke 6 måneder efter det opdages.

På denne generalforsamling i forbindelse med kapitaltab skal det centrale ledelsesorgan redegøre for selskabets økonomiske stilling. Om fornødent skal det centrale ledelsesorgan også stille forslag til hvilke foranstaltninger, der bør træffes – herunder om selskabet skal opløses.

Eksempler på kapitaltabssituationer

I og med, at kapitaltab er defineret ud fra hvorvidt selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af selskabskapitalen, så vil grænsen for hvor lav egenkapitalen må blive afhænge af selskabskapitalen.

Eksempel 1: Et kapitalselskab har en selskabskapital på 400.000 DKK. Selskabet vil være i en kapitaltabssituation, når egenkapitalen er mindre en 200.000 DKK.

Eksempel 2: Selskabskapitalen derimod udgør 1.500.000 DKK. Her vil selskabet allerede være i en kapitaltabssituation, når egenkapitalen bliver mindre end 750.000 DKK.

Ledelsens ansvar i forbindelse med kapitaltab

Indkaldelse til generalforsamling:

I kapitalselskaber, der både har en direktion og en bestyrelse har begge disse organer et ansvar for, at der indkaldes til en generalforsamling ifm. konstatering af kapitaltab.

På denne generalforsamling skal det centrale ledelsesorgan redegøre for selskabets økonomiske stilling, og komme med forslag til hvilke foranstaltninger, der bør træffes. Det kunne eksempelvis inkludere muligheder for hvordan kapitalen kan reetableres, eksempelvis ved at få nye investorer ind, reducere aktiver for dermed at reducere forpligtelserne, eller på anden måde øge selve selskabskapitalen.

6-måneders-fristen:

Som udgangspunkt skal selskabets ledelse sikre, at der er indkaldt til en generalforsamling, der afholdes senest 6 måneder efter kapitaltabet konstateres. Dvs. opdager man det 1 måned efter det reelt set kan konstateres, har man 5 måneder før generalforsamlingen skal være afholdt.

Dog kan kapitaltabet inkluderes som et selvstændigt punkt på dagsordenen på f.eks. den ordinære generalforsamling, hvis der allerede er indkaldt til denne. Alternativt skal der altså indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling.

Ledelsens ansvar:

Ifølge Selskabslovens regler omkring kapitaltab skal ledelsen altså indkalde til generalforsamlingen, som beskrevet ovenfor.

Såfremt ledelsen ikke lever op til denne forpligtelse, kan de blive gjort ansvarlige for eventuelle tab, der måtte komme som følge heraf. Det kan for eksempel være, at selskabet ikke kan betale sine kreditorer, eller tvungen likvidation.

Herudover har ledelsen et helt generelt ansvar for at sikre et forsvarligt kapitalberedskab, hvorpå ledelsen kan blive holdt ansvarlige overfor kreditorer og andre stakeholders.